Kaldet indefra …
Op igennem min opvækst har jeg haft en række traumatiske oplevelser. Hændelser, som på hver sin måde har bidraget til, at jeg tidligere i mit liv har haft store udfordringer med følelsen forsvarsløshed, med grænsesætning, at kunne italesætte egne behov samt med relationer og tillid.
Og det kunne formentlig være fortsat til den dag, hvor jeg skulle herfra. Men noget ville, at det skulle ændre sig.
Noget kaldte indefra. Jeg tror, at det var mit inderste – den guddommelige essens – som hviskede.
Fundamentet som forsvandt, slør der faldt
Tilbage i januar 2013 sad jeg i en lånt sofa med et knust hjerte og bristede drømme. Endnu et kærlighedsforhold var stoppet brat på grund af utroskab. En måned tidligere havde jeg tillige mistet mit job.
Jeg følte, at min fundament med ét var trukket væk under mig. Jeg var i chok. Følte mig som offer. Igen.
Og på mange måder var jeg offer. Som så mange gange tidligere i mit liv.
Men jeg var også noget andet – eller mere. Og den dag i sofaen – tilbage i januar 2013 – tog jeg en beslutning, som blev skelsættende for mit liv.
En beslutning om at jeg ville stoppe med at være offer for min historie. At den ikke længere skulle definere mit liv og min adfærd. Eller mine relationer.
Oplevelserne og historien kunne jeg ikke ændre, men jeg ønskede at ændre min fortælling om, hvem jeg er. Og med den, min måde at gå og være i verden på.
‘Min erfaring hentet gennem blandt andet flere samtaler fortæller mig, at de fleste på et tidspunkt vil opleve at blive offer. Foranlediget af livets til tider udfordrende eller meningsløse omstændigheder og begivenheder.
For disse mennesker er det et livsvilkår, som intet kan ændre. Kunsten er at slippe fortællingen.’
Inger Hjort
Jeg begyndte derfor at undersøge min egen rolle og adfærd, og hvorfor jeg altid endte med svigt eller overgreb. Men endnu vigtigere, hvordan jeg kunne skabe en ny fortælling – en som handlede om at leve et liv i ro, tillid og kærlighed.
For mig betød det en rejse tilbage og ind – en masse og meget dybe spørgsmål og refleksioner. Smertefulde erkendelser og smukke indsigter.
Det betød erindringer om, allerede tidligt i livet at have oplevet, at verden var et usikkert og farligt sted. Fornemmelsen af at have lukket ned for egne behov i en tro på, at det ville skabe fred og ro i mine omgivelser,
Det gjorde det måske. Men mit indre var fyldt med uro og mistillid.
Når sammenligning blokerer
Hvorfor nu dele så personlig en historie? Jeg har her tre ærinder, som jeg deler nedenfor.
I mange år skammede jeg mig over, at en skilsmisse blev min livskrise. Fordi jeg sammenlignede mig med andres liv og oplevelser. Med familier som havde mistet et barn, med kvinder som havde oplevet fysisk vold eller fx. med voksne som var flygtet fra krig.
En sammenligning som også er gået den anden vej, når jeg har delt min historie. Nogle har sagt, at de aldrig har haft traumatiske oplevelser, og derfor mangler en transformerende historie at dele som inspiration for eget virke som fx. coach.
Mit første ærinde er derfor at invitere til at stoppe med sammenligning.
Fordi i min optik er karaktererne af livserfaringer sjældent det væsentligste. Det er mere måden, hvormed vi møder de udfordringer, som livet kommer med. Store som små. Det er måden, som vi bruger dem på som afsæt for at vokse. Afsæt for større bevidsthed.
Det er for mig den største inspiration.
‘Søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer’ (Matthæusevangeliet 7.7)
Ind i mellem kan jeg tænke, at det føles uretfærdigt. Mit liv!
Spørgsmål som, ‘hvorfor skulle jeg igennem så mange og svære oplevelser?’, ‘hvorfor skal jeg ofte kæmpe, for at få hverdagen til at fungere?’, ‘økonomien til at hænge sammen?’
Tanker som skaber uro, når de får lov at fylde. Som skaber stress. Og lidelse.
Måske er livets udfordringer uretfærdige. Men at kæmpe imod er at kæmpe en kamp, som jeg aldrig kan vinde. Det er at kæmpe imod virkeligheden. Som den der forsøger at få en hund til at sige miav.
Mit andet ærinde er, at blive nysgerrig når sådanne tanker optræder.
At se dem som et tegn om at vågne op. En invitation til at gå på opdagelse i de oftest ubevidste overbevisninger. Og begynde at stille nænsomme og kærlige spørgsmål.
Hvad er synd for mig? Hvad er fordelen ved at have disse tanker?
Selvobservation og -refleksion som bidrager til et stærkt indre lederskab, samtidig med at følelsen af at være offer langsomt opløses.
Imagine a new story for your life and start living it – Paolo Coelho
Mit tredje ærinde er, at jeg ønsker at vise, at det kan blive anderledes. Det er muligt at ændre sin fortælling. Jeg ved det. For jeg har selv gået vejen.
En vej som gjorde, at jeg langsomt med små vedholdende skridt vågnede. Som betød, at jeg løftede blikket – både ind og ud – og i perioder også op.
En vej som betød, at jeg fik bevidsthed omkring de følelser, som jeg projicerede ud, men som som jeg måtte tage hjem og forholde mig til, fordi de også er en del af mig. Herunder de negative som skam, hovmod, og jalousi.
Bevidsthed om egen begrænsende adfærd, hvilke udviklingsveje og -fælder der ligger i min personprofil, og indsigt i, hvilke værdier jeg ønsker, skal udgøre min grundtone i livet.
En vej som viste, at det er muligt …
… at få ryddet op, så man ser mere klart.
… at ændre sin indre tilstand og gå fra kaos til fred.
… at bevæge sig i verden tillidsfuldt og med indre ro.
… at leve et liv i fred og med kærlighed til det som er og det som vi har.
En vej med skridt som jeg selv valgte at gå, men sjældent har gået alene.
Det er muligt at skrive en ny fortælling. En fortælling, hvor glæden har taget plads og hvor hjertet er frit. Hvor tilliden ligger dybt og stærkt forankret i dit inderste.
Har du mod på at omskrive din fortælling, så vid, at der er også en vej for dig at gå.
Valutaen er mod.
Gevinsten ….
Den er det hele værd.
Kærligst Inger
PS: Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare, indtil det ikke er mere. (Bent Falk, Forfatter & Psykoterapeut)
